Det gør de ledige hos bl.a. Dansk Metal i Randers, ikke ”med klude om sin hånd”, men med mus i sin hånd! Der knokles, bandes og svedes for at få lagt CV’et (datalisten) i Arbejdsformidlingens jobbank, Jobnet. Ifølge regeringens nye arbejdsmarkedsreform, der trådte i kraft ved årsskiftet, skal alle ledige senest en måned efter tilmeldingen til AF have lagt deres dataliste ind i jobbanken Jobnet. Sker det ikke, så mister de deres dagpenge. Denne restriktive politik har medført tab af dagpenge for flere af Dansk Metals medlemmer.
Ellers er CV-kravet til stor irritation for medlemmer på arbejdsfordeling, der teknisk set er arbejdsløse hver anden uge, men med udsigt til igen at komme tilbage på jobbet. 400-500 mennesker i Randers skal oprette deres CV inden 4 uger, tjekke og opdatere det hver 3. måned og til ingen nytte, da disse medlemmer jo har et job. De bliver desuden indkaldt til nytteløse CV- og jobsøgningskurser. Og det er ikke kun hos AF i Randers, der er kaotiske tilstande. Ledige på Fyn rapporterer om de samme kaotiske tilstande for mennesker på arbejdsfordeling.
Ideen med CV og Jobnet er er et godt redskab for de ledige til at få arbejde. De ledige, der kan finde ud af at bruge Internettet. Ikke alle ledige kan klare det selv. De er ikke vant til at bruge en computer og de har måske aldrig lavet et CV. Kan man nu lige huske, hvornår og hvor længe man var ansat her og der og hvordan skriver man noget personligt om sig selv? Vi har desuden i den ledige arbejdsstyrke, velkvalificeret arbejdskraft, der dog på grund af læse- og staveproblemer, sprogvanskeligheder eller manglende IT-kendskab ikke er i stand til at betjene IT-redskaberne på en tilstrækkelig kvalificeret måde Det betyder bl.a. at de ikke kan følge vejledningen til, hvordan de lægger deres CV på Internettet. Det virker, som om systemet er udviklet til akademikere eller yngre mennesker med IT-kundskaber. Er indførelsen af IT virkelig løsningen på alt? Den generation, der nu vokser op, og dem som følger efter, behersker i langt større omfang end deres forældre den nye teknologi og tager den som en helt naturlig ting. Men for os ældre indebærer udviklingen mod denne digitale verden en risiko for en opdeling af danskerne i et informationsteknologisk A og B-hold, hvor A-holdet er de veluddannede, der behersker teknologien, kender mulighederne i informationssamfundet og er i stand til at tilegne sig den viden og udvikle de kvalifikationer, som er nødvendige for, at man kan klare sig på arbejdsmarkedet.
Dansk Metal Randers har kun registreret en enkelt ledig, der har fundet arbejde via jobbanken Jobnet, så måske var det tidspunktet at stille samme krav til arbejdsgiverne om at bruge Jobnet i deres søgning efter medarbejdere. Skal Jobnet være krumtappen for de ledige må det effektiviseres, så ledige kan blive behandlet som individuelle mennesker og ikke som en brik i et bureaukrati.
|